top of page

Hvad er salami-publicering?

Et hyppigt anvendt begreb er ”salami-publicering”, hvis man fra samme kliniske studie skriver flere artikler men med hver sit fokus eller med præsentation af forskellige dele af det samlede dataset.

Salamipublicering er derfor ikke publicering af det samme flere gange, men er forskellige dele af det samme hovedstudie.

Begrebet salami har en negativ klang rent sprogligt, men der er ingen grund til at se på det med så negative øjne. Essensen når man skriver videnskabelige artikler er, at de skal blive læst. Hvis man skriver en artikel, som er alt for stor og omfangsrig og vanskelig tilgængelig på grund af mange data og mange delformål og derved flere parallelle diskussioner og konklusioner, så er det sikkert, at artiklen ikke bliver læst nær så meget, som hvis den præsenterer et enkelt simpelt formål med tilhørende resultatpræsentation, diskussion og konklusion.

Det er derfor ud fra et almindeligt redaktionelt synspunkt vigtigt, at artiklerne gøres simple, og i denne forbindelse er salami-publicering faktisk en positiv ting. Derfor er det helt naturligt i forfattergruppen at diskutere, om det enkelte studie skal publiceres i en enkelt eller flere artikler.

Tænk på læseren i denne proces og ikke på, om dit CV får et enkelt nummer mere eller mindre på listen. Man skal således ikke salami-publicere blot for at skrive flere artikler, men derimod for at artiklerne skal blive læst.

Arkiv
Søg via tags
bottom of page