Hvad er en medical writer?

Jeg har været til en meget spændende og interessant kongres i USA. Jeg var egentlig til Årsmødet i American College of Surgeons, da jeg er kirurg i min hverdag. Imidlertid var der i umiddelbar forlængelse af dette møde en kongres i American Medical Writers Association, og da dette lød spændende i forlængelse af jobbet som redaktør, valgte jeg at rejse videre til dette møde for at få nogle indtryk med hjem fra denne, i hvert fald for mig lidt nye verden.

Det viste sig at være det 72. årsmøde i American Medical Writers Association (72!). Der er vist noget der er gået min opmærksomhed forbi – at dette er en så veletableret aktivitet og gruppe af dedikerede personer.

Kongressen havde 1000-vis af deltagere, og udover en række særdeles relevante emner om teknikken til at skrive forskellige typer skriftligt materiale, indeholdt mødet også en masse workshops og net-working aktiviteter, primært med henblik på alle dem, der arbejder som freelance, så det hermed også fik et privat/firma-agtigt formål for den enkelte deltager. Det var således helt tydeligt, at mange af deltagerne kom til mødet for at networke og derved skabe sig et potentiale af nye arbejdsopgaver. Den helt overvejende del af deltagerne var post-docs, dvs. de har alle en høj akademisk grad, typisk Ph.D. Jeg så ingen navneskilte med betegnelsen MD, men en hel del havde basisuddannelse indenfor forskellige biologiske emneområder og herefter en overbygning med Ph.D. Enkelte havde en journalistisk baggrund, men den overvejende del var naturvidenskabeligt uddannet og med speciel interesse og evne indenfor kommunikation af medicinsk viden.

De fleste var freelancere, og de må således selv løbende skaffe sig arbejdsopgaver for at opretholde en årsindtægt. De pengebeløb som man hist og her kunne lokke ud af dem, vi talte med, var imidlertid meget store set med danske øjne, så der skulle ikke mange skriveropgaver til i løbet af et år, for at man kunne skabe sig en god dansk årsindkomst. En del af deltagerne var imidlertid fastansatte i firmaer, som er specialiseret i medicinsk kommunikation, eller ansatte på store universiteter eller ligefrem på store kliniske afdelinger på hospitaler. Arbejdsopgaverne er meget varierende, lige fra udfærdigelse af skriftligt patientmateriale over forsøgsprotokoller, clinical study reports, hele videnskabelige artikler og sågar medicinske lærebøger.

Det var overordentlig imponerende at få klarhed over, hvorledes man uden nogen som helst faglige forudsætninger indenfor et emne, f.eks. kan sætte sig og skrive en hel tekstbog/lærebog i et medicinsk speciale. F.eks. havde en af deltagerne skrevet en fuld tekstbog i radiologi uden nogensinde at have vidst noget om emnet på forhånd. Teknikken, som disse Medical Writers altså er fantastisk dygtige til, består i at læse op på et område og uddrage lige nøjagtig nok, til at det formidles forståeligt og sobert til læserne. Jeg har selv egentlig altid haft den opfattelse, at skal man skrive f.eks. en medicinsk lærebog, så må ens egen vidensniveau være mange gange højere end det, der ender med at komme på tryk i bogen, men åbenbart er det ikke nødvendigt at stile så højt. Vel at mærke er produktet, som leveres af en Medical Writer, yderst succesfuldt med meget stort efterfølgende salg. Så på en eller anden måde må de jo ramme det rigtige.

Forfatterskabsbegrebet blev behandlet fuldstændigt åbent og uproblematisk på kongressen. Alle er fuldt ud klar over Vancouver-gruppens regler, og dette overholdes så vidt man kunne høre uden problemer, når det drejer sig om udfærdigelse af videnskabelige artikler. Reglerne indebærer, at anvendelsen af Medical Writers kan være åbent i form af, at vedkommende skal takkes i acknowledgement sektionen med navns nævnelse, samt med oplysning om, hvem der har betalt for ydelsen – dvs. funding source. Hvis Medical Writer personen opfylder forfatterskabskriterierne, så skal vedkommende stå i byline. Dette havde deltagerne en helt uproblematisk og sober holdning til. Jeg havde klart på fornemmelsen, at der ikke bliver snydt med dette, og at ghost-writing begrebet er på kraftigt nedadgående eller sågar ikke eksisterende mere, når det drejer sig om videnskabelige artikler. Jeg kan selvfølgelig være naiv og uvidende, og det er bestemt muligt, at man jo ikke får alt at vide på sådan en kongres. Derimod forholder det sig lidt anderledes, når det drejer sig om udfærdigelse af hele tekstbøger. Vancouver-gruppens forfatterskabskriterier dækker p.t. ikke tekstbøger, og der er bestemt en problemstilling indenfor dette område. Nogle af foredragsholderne berettede om, at de i tidens løb har måttet underskrive non-disclosure agreements som indebærer, at de ikke på nogen måde må tale om, at de har været med til at udfærdige en bog, og deres navn står ikke nævnt nogle steder, hverken som forfatter eller under taksigelser på bogen. Dvs. ghost-writer begrebet findes i en vis udstrækning indenfor bogområdet.

Alt i alt var det meget inspirerende og tankevækkende at deltage i dette møde, og det giver i høj grad stof til eftertanke, også for den ”normale” danske forskningstradition. Vi er i vores del af verden vant til en, nogle vil måske sige en lidt romantisk forskningstradition, hvor forskeren helst selv skal stå for alle faser af forskningsprocessen lige fra studiedesign, funding, dataindsamling, dataanalyse, statistik og skriftlig og mundtlig formidling. Der er dog klart et opbrud på vej, og det er allerede fuldt acceptabelt f.eks. at anvende en forskningssygeplejerske til at hjælpe med data-indsamling og en statistiker til at hjælpe med de statistiske analyser. Flere forskergrupper, også i Danmark, får hjælp af specialister til at skrive f.eks. fondsansøgninger og på den måde lette arbejdet for forskeren. Kardinalspørgsmålet er så, hvorfor man ikke også kan outsource en del af formidlingsprocessen. Er det virkelig et ufravigeligt krav, at den ”rigtige” forsker selv skal kunne skrive den videnskabelige artikel? Det afgørende må vel være, at have den faglige forståelse af området og dermed definere den videnskabelige problemstilling. Design af studiet kan nok heller ikke uddelegeres til andre, da det netop kræver det akademiske overblik over problemstillingen og en klinisk perspektivering, dvs. hvordan forskningsspørgmålet er forankret i f.eks. en klinisk problemstilling i hverdagen. Hvis man herefter kan uddelegere dataindsamling, dataanalyse og en del af formidlingsprocessen, kunne forskningen givetvis effektiviseres betydeligt i forhold til, hvad vi arbejder med i dag. Det er selvfølgelig afgørende, at forskeren er i dialog med Medical Writer personen i skrivefasen, da det endelige produkt skal drejes i den rigtige retning i forhold til den kliniske problemstilling, som det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om, at en øget brug af alle de nævnte hjælpepersoner, vil kunne effektivisere dansk forskning i betydelig grad. Det er i hvert fald en yderst interessant problemstilling, som bør overvejes og diskuteres. Også i Danmark har vi et alvorligt problem med vores postdocs. Vi producerer enorme mængder Ph.D.’ere hvert år, og kun et fåtal af disse personer fortsætter i fuldtids forskningsarbejde. Man kan derfor håbe, at nogle af disse højtuddannede forskere måske kunne tænkes at gå ind i Medical Writer området og derved udnytte deres dygtige kompetencer til f.eks. udarbejdelse af videnskabelige artikler.

Lad dette være stof til eftertanke!