top of page

Hvordan skriver jeg et godt abstract?

Artiklens titel og abstract er de vigtigste dele af artiklen, idet det vil sælge budskabet til i første omgang redaktøren og i næste runde til de eksterne bedømmere. Hvis artiklen bliver publiceret, vil det ligeledes være titel og abstract, som vil sørge for at invitere læseren ”indenfor”, hvorved din artikel hyppigere bliver læst, hvis du har en god titel og et godt abstract.

Abstractet skal kunne stå alene, dvs. kunne læses uden at man behøver læse den fulde artikel. Der skal derfor ikke henvises til informationer i artiklen, og det er selvfølgelig vigtigt at overholde tidsskriftets grænser for omfang i abstractet (200-300 ord i de fleste tidsskrifter men tjek manuskriptvejledningen). Skriftstilen i abstractet er typisk lidt mere telegrafisk end i den øvrige artikeltekst. Undgå så vidt muligt at bruge forkortelser og undgå passiv form. Brug aktiv form i stedet. Ligesom i den øvrige artikels tekst bør man anvende korte sætninger og relativ simpel sprogbrug. Undgå et alt for akademisk sprog, som skræmmer læseren væk.

I baggrundsafsnittet bør man fortælle læseren ganske kort, hvad der vides på området, og hvorfor aktuelle studie er nødvendigt. Herefter angives formålet med undersøgelsen.

I metodeafsnittet fortæller man ganske kort, hvad man har gjort. Dette skal holdes meget kort, da detaljer kan læses i selve artiklen.

Resultatafsnittet er nok det vigtigste afsnit i abstractet og skal starte med de vigtigste fund. Dvs. resultatafsnittet bør starte med at svare på forskningsspørgsmålet. I resultatafsnittet skal man ikke kun angive p-værdier, men derimod fortælle læseren om effektens størrelse. Dette kan gøres på forskellig måde, men det er en god idé at inkludere f.eks. median og range for de forskellige måleparametre og så herefter p-værdierne i parenteser. Effektstørrelsen kan selvfølgelig også angives på anden vis. Et godt råd er her at følge tidsskriftets normer og traditioner for angivelse af effekt. Hvis de f.eks. ønsker 95% konfidens-intervaller, så er det sådan man skal gøre.

Konklusionsafsnittet i abstractet indeholder en fortolkning og perspektivering af fundene, dvs. hvilken betydning har det så fremover.

Når abstractet er færdigskrevet er det en fornuftig test at gennemlæse det uden at læse resten af artiklen og så spørge sig selv ”og hvad så?”. Hvis dette giver anledning til, at der mangler noget information i abstractet, så er det bare at fylde på. Husk at titel og abstract er den første indgang til artiklen, både for redaktør, bedømmer og læser.

Arkiv
Søg via tags
bottom of page